Bentemarie Kjeldbæk – Solo udstilling

UDSTILLING MED BENTEMARIE KJELDBÆK

Fra d. 29. september til d. 14. oktober 2012 vil man i Brøndsalen på Frederiksberg kunne opleve udstillingen Más de lo gue imaginas

 af den anerkendte maler Bentemarie Kjeldbæk i anledning af kunstnerens 60 års fødselsdag.

Her vil man for første gang kunne opleve en præsentation af de mange tegninger, som igennem årene har dannet grundlag for de fleste af kunstnerens værker. Et udvalg af kunstnerens imponerende samling på i alt 15.000 spontane, men altid meget sikre tegninger udstilles sammen med en række helt nye malerier i stort format.

Det hele begynder og slutter altid med tegninger fra Spanien, når Bentemarie Kjeldbæk arbejder. På utallige ophold særligt i Sydspanien opsøger hun de samme hver- dagssituationer på baren og madmarkedet eller de genkendelige scenerier på museerne hos de gamle spanske mestre Velásquez, Miro, Picasso, Goya og Dalí. Hun udfordrer sig selv og sine motiver ved at tegne dem igen og igen. De bliver aldrig ens, men altid sitrende og fuld af intensitet og temperament.

De sort-hvide tegninger kommer med hjem i stakke og føres videre som både komposition og figur på de store lærreder, der bygges op af mange transparente lag i rene, stærke oliefarver. Processen er lang og møjsommelig, men fuldstændig mestret og nødvendig for at nå den perfekte balance mellem tradition og fornyelse, mellem rum og flade, mellem tyngde og legende let streg, hvilket alt sammen karakteriserer Bentemarie Kjeldbæks værker. Og det lykkes. Også denne gang.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Galerie Asbæk og Galerie Provence
, der ligesom Birthe Laursen Art Agency, har arbejdet tæt sammen med Bentemarie Kjeldbæk i mange år. Der udgives et katalog i forbindelse med udstillingen, som kan købes på udstillingsstedet eller tilsendes ved henvendelse til Birthe Laursen Art Agency.

Udstillingen åbner fredag d. 28. september kl. 16-19, hvor der vil blive serveret et glas og spanske snacks. Alle er velkomne!

Udstillingen finder sted i Brøndsalen i Frederiksberg Have, Frederiksberg Runddel 1, 2000 Frederiksberg.

Udstillingen er åben man-fre. kl. 12-18 
samt lør-søn. kl. 11-18. Sidste udstillingsdag er søndag d. 14. oktober.

På Kulturnatten fredag d. 12. okt. vil der kl. 19-20 desuden være mulighed for at høre Bentemarie Kjeldbæk fortælle om sine billeder. Udstillingen vil denne aften være åben til kl. 22.