Gun Gordillo og Freddy Fraek


GUN GORDILLO & FREDDY FRAEK

6.05 – 22.05.13

Det er en stor ære at kunne byde velkommen til åbning af udstillingen LYD-LYS-VIBRATIONER af Gun Gordillo og Freddy Fraek med udvalgte værker fra perioden 1994-2013.

Udstillingen finder sted i Freddy Fraeks tidligere svejseværksted i Holbergsgade 19, stuen, Kbh. K, hvor han har skabt sine stål- og lydskulpturer og Gordillo stålmodellerne til sine lysskulpturer igennem de sidste 20 år. Udstillingen markerer afslutningen på dette svejseatelier, men manifesterer samtidig et mangeårigt og stærkt kunstnerisk parløb, der fortsat bringer lyd, lys, spejlinger og vibrationer i spil i helt nye kombinationer.

Såvel den svenske kunstner Gun Gordillo og danske Freddy Fraeks kunstneriske virke har i høj grad haft sit omdrejningspunkt i Frankrig, nærmere bestemt Paris, hvor de igennem årtier har arbejdet tæt sammen med den legendariske og for nyligt afdøde franske gallerist, Denise René, hvis galleri fortsat repræsenterer kunstnerne. Her har de været en naturlig del af den internationale kreds omkring lumino-kinetisk kunst, der arbejder med lys og bevægelige elementer.

Udstillingen LYD – LYS- VIBRATIONER er en unik mulighed for at stifte bekendtskab med disse to kunstneres særprægede arbejder, som er repræsenterede på museer, i private samlinger og i offentlige udsmykninger i ind- og udland, men som kun sjældent har været vist i udstillings-sammenhænge herhjemme. Udstillingen præsenterer således eksempler på de raffinerede stålskulpturer, som Freddy Fraek igennem de sidste mange år har eksperimenteret med at tilføre et lydligt aspekt ved hjælp af elektromagnetisme, der får det ellers stabile metal bragt ud af balance og hermed i bevægelse.

Selvsamme eksperimenterende og insisterende tilgang til materialet finder man også i Gun Gordillos karakteristiske neonskulpturer. Vibrationen i det dirrende neonlys samt spejlinger og refleksioner i glas og plexiglas ændrer konstant karakteren af udstillingens både væg- og frithængende værker, som igen forandres i vekselvirkning med Fraeks stålskulpturer.

Udstillingen er et samarbejde mellem kunstnerne og Birthe Laursen Art Agency. Sidstnævnte vil dagligt være til stede i udstillingen, som løber fra 6.- 22. marts 2013. Udstillingen er åben mandag til fredag kl. 12-18 samt lørdag kl. 12-15, eller efter aftale med Birthe Laursen.

www.gordillo.dk

www.freddyfraek.dk