KIRSTEN KLEIN, “LIGHT”, PHOTOGRAPHY

13-10-2005 – 26-11-2005

 

Velkommen til fernisering torsdag 13. oktober 2005 kl. 17-20 på galleriet.

60-året for den danske fotograf Kirsten Klein (f. 1945) er netop blevet fejret med en retrospektiv udstilling på en række kunstmuseer i Danmark. Men Kirsten Klein, der bor og arbejder på Mors, lever fortsat med sit kamera. Det er GALERIE BIRTHE LAURSEN en glæde med udstillingen LYS at kunne vise helt nye arbejder af Kirsten Klein.

Denne gang er Kirsten Kleins fotografier blevet til på rejser i Nordnorge og Normandiet, langt fra den moderne livsverdens udfoldelsesrum. I tålmodige øjeblikke stiller fotografierne skarpt på menneskets dyrkning af den rå natur og på naturens egen fascinerende bearbejdning. Selv om fotografierne også denne gang handler om noget tilsyneladende ganske simpelt, indeholder de alle et strejf af det storladne. Kirsten Kleins fotografier dirrer mellem endelighed og uendelighed, mellem detaljen og de åbne vidder. De fungerer som øjenåbnende, sanselige og til tider melankolske fotografiske indblik i naturens poesi og eget abstrakte formsprog.

Udstillingen er udarbejdet i samarbejde med GALERIE BIRTHE LAURSEN – SUSAN NIELSEN PARIS, hvor udstillingen LUMIÈRE kan ses fra 3. november til 3. december 2005. I forbindelse med udstillingerne i København og Paris er der udgivet et katalog med tekst af Torben Weirup, som kan rekvireres ved henvendelse til et af gallerierne.

Projektet er støttet af Kunstrådets Billedkunstudvalg.

Udstillingen i København fortsætter til 26. november 2005.