PATRICK CORNILLET (F), “DISPARITIONS/FORSVINDINGER”, PAINTING
07-09-2006 – 04-11-2006
Velkommen til fernisering torsdag d. 7. september 2006 kl. 17- 20.
Efter to udstillinger på GALERIE BIRTHE LAURSEN i Paris er det en glæde for galleriet for første gang i København at kunne vise en separatudstilling med den franske kunstner Patrick Cornillet. Hans malerier af øde storbylandskaber virker som tågede billeder indfanget af den forbipasserende. De tilbyder flygtige, utydelige gensyn med dele af byrummet, som normalt ignoreres. Men der er mere på spil i hans melankolske urbane billeder.
Patrick Cornillet arbejder i lighed med mange andre samtidskunstnere med det realistiske maleri. Hos ham bliver fotografiets detaljerealisme forenet med det sanselige maleri. Gråtoneskalaen og den flydende penselføring skaber en sløret afbildning, som om det gengivne byrum er ved at opløse sig som billede eller netop i færd med at dukke frem som afbildning, stadig uskarpt i fokuseringen. Denne sløring skaber tvivl om, hvorvidt det i realiteten er byens fysiske forsvinding over tid for øjnene af os, som malerierne præsenterer. Patrick Cornillets maleri behandler på én gang billedmæssige og urbane problemstillinger.
Patrick Cornillet er født i 1968 i Nantes, Frankrig, hvor han bor og arbejder. Han har været aktiv på den internationale kunstscene siden 1999. I 2001 begyndte GALERIE BIRTHE LAURSEN at repræsentere ham. Han har flere separat- og gruppeudstillinger bag sig.
Udstillingen kan ses til lørdag d. 4. november 2006.