KUBIK – FLADER HÈLT UD/ VENTURES OUT INTO THE FLAT COUNTRY, SCULPTURE PAINTING

26-07-2007 – 25-08-2007

 

Denne udstilling er et udtryk for overmod.

På et møde i KUBIK-gruppen faldt snakken på skulpturens begrænsninger i forhold til de andre kunstgenrer/-medier; f.eks. det helt åbenlyse pladsproblem – og de dermed følgende dårlige omsætningsmuligheder – og de mange fordele, eksempelvis malerne i den forbindelse har. Og eftersom alle diskussioner i KUBIK skal udmønte sig i projekter/udstillinger, kommer nu denne maleriudstilling i Galerie Birthe Laursen.

Kunstgenrerne har været i opbrud i mange år – og man fristes ofte til at spørge, om ikke genren kan være ligegyldig, hvis bare værket er godt – hér roder man sig så ud i nogle (kunst)historiske problemstillinger…

Vi har således ofte i KUBIK diskuteret, hvad meningen i dag er med stadig at kalde vores værker for skulpturer. I kontrast hertil er man (så godt som) aldrig i tvivl om, hvorvidt det, man står overfor, er et maleri.

Det er dét, vi med denne udstilling gerne vil forsøge at skabe tvivl om.

KUBIK er en slags ’Foreningen til Skulpturens Fremme’ og består af 19 samtidsskulptører. Gruppen har eksisteret i lidt over to år og har indtil videre udstillet på Charlottenborg, DUEL, 2005; Den Frie Udstillingsbygning, Gæstfrihed, 2006; Århus Kunstbygning, Ny Duel, 2006. Udstillingen KUBIK sætter tingene i relief, på Galerie Pi, overlapper denne udstilling.

På udstillingen deltager:
Lene Barnkob Kaas, Stine Barr Prebensen, Anders Bonnesen, Thomas Bjørkå, Espen Brandt-Møller, Christina Bredahl Duelund, Peter Böttger, Lene Desmentik, Maria Hornshøj, Heine Kjærgaard Klausen, Esben Klemann, Ole Lorin, Tina Maria Nielsen, Kristian Sverdrup, Tina Uhrskov, Kirstine Vaaben.

Udstillingen kan ses til lørdag d. 25 august 2007.